(hentet fra Norsk Stabyhounklubb)
Racens baggrund er lidt diffus, men man går ud fra, at den stammer fra de jagthunde af spanieltypen som i mange hundrede år har forekommet i Europa. Det var i sin tid spanske sømænd som førte disse med sig til bl.a. Holland. Stabij er en af de ældre Friesiske hunderacer, den anden er Wetterhoun. Ejere af Wetterhoun og Stabijhoun syntes, at en kombinasion af disse racer ville være god. Så kunne man fremavle en hund som ville være god til både jagt og vagthund. Resultatet blev, at både den rene Stabijhounen og Wetterhounen var ved at forsvinde.
Begge racer stammer fra det øst og sydøstlige skovområde Friesland i det nordlige Holland. Udfra den smule som er beskrevet i historien om disse hunde ved man at Stabijen var ”den lille mands” hund. Stabijen var fra begyndelsen en ren gårdhund, som hjalp bonden med at holde gården ren for muldvarpe. Stabijen kaldtes også for ”bread hunter” og dette viser nok at hunden måtte jage for at skaffe sig sin egen mad. Måske det er derfra Stabijen har sin lidt ”tyvagtige” opførsel?
Stabijhoun blev først avlet frem for at tage muldvarpe. En bonde med en Stabijhoun, som var en god muldvarpejæger, kunne tjene gode penge på sin hund. Så det var ikke usædvanligt, at der blev sendt bud efter ham fra de andre bønder i distriktet for at jage mulvarpe på gårdene rundt omkring. Et muldvarpskind indbragte vanligvis en god pris på markedet på den tid. Bonden fragtede sin Stabijhoun mellem gårdene i en lille kasse på cyklens bagagebærer. Da bønderne som oftest ikke havde råd til at have mere end en hund, så var han altså afhængig af at have en så alsidig hund som muligt – og så faldt valget ofte på en Stabijhoun. En Stabijhoun kunne følge med familien på jagt, byttet bestod meget ofte af hare, ræv eller fugle. Den passede på gården og varslede hvis det kom ”fremmede” til gården. Den holdt gården fri for rotter og muldvarpe. Og ellers så var den en omgængelig og højt værdsat familiehund som gerne legede med børnene i huset.
I sit hjemland går den også under øgenavnet ”Bijke” eller bare ”Stabij”. Navnet kommer fra ”Sta-bij” ”Stå ved”, som direkte henviser til racens egenskaber som en hjemmekær hund som holder sig i nærheden af sin ejer eller hjempladsen (gården). Houn betyder hund på Friesisk og udtales ”huun”. Det er altså ikke riktig at sige ”haun” som måske ville være naturligt for både svenskere, nordmænd og danskere. Den korrekte udtale bliver dermed ”Stabejhuun” som i dagligtale bare bliver til ”Stabej”.
Tidligt i 1900-tallet var der heldigvis nogen entusiaster i Holland som bestemte sig for at redde racen. De rejste rundt i landet og plukkede de hunde ud som var mest racetypiske, og der var kun 10 hunde som levede op til standarden i deres øjne. Fra disse 10 hunde stammer altså dagens Stabijhoun.
Fortsat kan man af og til se hunde med altfor krøllet pels og en altfor høj hale. Dette er en arv som kommer fra Wetterhoun. I en periode fandtes Stabijhounen til og med i to størrelser. Den store variant blev brugt som trækhund for de kærrer som blev benyttet af bøndene. Det findes bl.a. billeder som viser fire hunde som sammen trækker en enkel trækærre. Hunden udførte simpelthen hestens oppgaver.
I 1942 blev Stabijhoun officielt godkendt som race i den Hollandske Kennelklub og i 1947 blev Foreningen for Stabij- og Wetterhoun etableret.
I 1952 var der vel 20 Stabijhoun og 10 Wetterhoun som var registreret i denne forening. 20 år efter raceklubbens etablering (1967) blev der registreret 19 Stabijhounkuld i Holland. I 1993 blev det registreret 36 kuld. Stabijhoun er en forholdsvis lille udbredt race selv i sit hjemland og i år 2000 fandtes der ikke mere end ca. 2.500 Stabijhouns i Holland, ca. 20 i Danmark, ca. 40 i Sverige, ca. 35 i Finland og 3 i Norge.